mandag den 15. september 2014

Fødselsdags weekend og en lille afsløring



I weekenden har vi fejret min store dreng, der er blevet 4 år. Som alle andre forældre, så forstår jeg ikke hvor tiden bliver af. Han er så stor, klog, sjov, skør, stædig og kærlig at jeg slet ikke kan forstå jeg selv har lavet ham;-)
Han er helt opslugt af at spille Angry Birds her på billederne, som er taget i går, hvor vi slappede af hele dagen, ovenpå fejring både fredag og lørdag. Vi skulle bare lige een ting i går, nemlig ned og se vores nye hus igen. Nu er handlen endelig, huset er vores, og vi får nøglerne i slutningen af næste måned, 4 dage før min termin. Vi skal flytte til Gl. Rye, og vi GLÆDER os helt sindsygt.
Jeg er lidt af en tryghedsnarkoman, og jeg har altid forestillet mig at jeg/vi skulle blive i århus, men det var indtil vi "opdagede" vores nye sted. Jeg er slet ikke tvivl om at vi hurtigt falder til, og bliver glade for at bo der. Det sværeste for mig er faktisk børnehaveskift for Sylvester (som ikke ved det endnu, kun at vi skal flytte) Men han skal nok klare det, og så sød som han er, så får han hurtigt nye venner <3
Kan I have en dejlig uge derude:-)

torsdag den 11. september 2014

Noget om huskiggeri



Vi har kigget på hus det sidste halve års tid, ja faktisk cirka siden jeg fandt ud af at jeg var gravid. Det har været en helt vild rejse, som slet ikke er endt der hvor vi troede. Jeg skrev lidt om det allerede her, og der troede vi at vi havde fundet det rigtige, men det viste sig at være noget helt andet vi skulle.
Vi har købt et hus, og jeg glæder mig helt vildt til at fortælle mere om det, og hvor det ligger. Men først vil jeg lige fortælle lidt om processen, og jeg skal prøve at gøre det kort!!
Vi havde helt fra starten fastlagt os på det område vi allerede bor i, både fordi mine forældre bor her, men også fordi S er glad for sin børnehave og det er tæt på Århus og begge vores jobs.

Når man gerne vil bo tæt på Århus, så er husene også pænt dyre, og lad mig bare sige det mildt:, vi blev SLEMT skuffet da vi kiggede her i området. Stort set alle huse til salg her, er gamle 70'er villaer, der er i meget dårlig stand, men til rigtig mange penge, og siden vi ikke kan lave noget som helst selv, ja så var der altså langt i mellem noget vi synes var vores penge værd. Mange overvejelser gik også på om vi orkede at sætte et helt hus i stand, eller rettere sagt at få nogen til det. Vi skal jo også have en baby om lidt, og der skal være overskud til at få en god start, også for Sylvester.

Efter at have set på MANGE huse, blev vi faktisk enige om at købe det rækkehus vi bor i. Vi lejer det lige nu, og kontrakten udløber til årsskiftet, så vi har hele tiden vidst at vi skulle finde noget andet. Huset vi bor i har hele tiden været til salg, vi har bare ikke set det som mulighed fordi der er mange drømme der ikke bliver opfyldt her, blandt andet en stor have, og et ekstra værelse til kontor.
Men lige på falderebet fik vi øje på noget et helt andet sted, som opfyldte en hel masse drømme, også drømme vi nok ikke lige vidste vi havde. Vi overtager den 25. oktober, 4 dage før jeg har termin, og Sylvester skal skifte børnehave midt i november, så det bliver en heftig omgang. Men vores mavefornemmelse har nærmest aldrig været bedre, og livet bliver altså også for kedeligt hvis man ikke tager nogle chancer;-)

Jeg er begyndt at samle al min boliginspiration i en skitsebog (fra Tiger butikken - de er ret gode til prisen), og inde i mit hoved er de forskellige rum så småt begyndt at tage form:-)

(Jeg skal nok fortælle mere om huset, og hvor det ligger, vi skal bare lige selv vænne os lidt mere til tanken;-))

Er der mon nogen af Jer der også har prøvet at være igennem en længere proces med huskiggeri?

lørdag den 6. september 2014

Fall wishes


Hvor er jeg glad for at I gider skrive kommentarer til mig, tusind tak for det! Jeg kommer tilbage til dem i forrige indlæg i morgen:-)
Jeg har en lille tradition med at vise Jer hvad jeg kunne tænke mig at kaste mine hårdt tjente penge afsted efter. Og selvom jeg er højgravid, så stopper det altså ikke shoppetrangen. Denne her collage viser ret godt hvordan jeg gerne vil se ud i efteråret, altså når jeg har født. Jeg satser på at skjorter i lange baner bliver min redning i forhold til amning. Jeg tror aldrig jeg har haft en ternet skjorte før, det kan blive lidt maskulint synes jeg, men den her fra Zara synes jeg er SÅ flot og enkel. Den har jeg faktisk allerede bestilt.
De sorte fake læder leggins har jeg (og mine kollegaer) lavet, og de er VIRKELIG et godt bud på den falske vare, hvis man ikke lige har en masse tusind kroner til ægte læder. Jeg har dem selv, og vil bruge dem uden babymave, men med skjorten til. Støvlerne med leo print står der bare mit navn på, dem vil jeg også gerne have, ja og de andre ting også. Jeg mangler rigtig meget en ny pung, og jeg synes jeg er voksen nok til at få mig en ordentlig een af slagsen, og den her er den flotteste der findes synes jeg.
Kan man egentlig ønske sig barselsgaver til moderen også??;-)

Pung fra MIU MIU - set hos Mytheresa
Leggins - Vero Moda
Jakke fra Isabel Marant - set hos Mytheresa
Støvler - ZARA
Strik - Nue Notes
Skjorte - ZARA

Hvad har I på ønskelisten?

fredag den 5. september 2014

En ny begyndelse


8 uger til termin, og allerede MEGET utålmodig

MANGE tusind tak for kommentarerne til mit forrige indlæg, det har været så rørende at læse Jeres egne beretninger og søde ord og ønsker om en god fødsel, TAK <3

Jeg har jo haft den her blog i langt over 3 år, og der er sket rigtig mange ting i mit liv på den tid. Sylvester var knap et halvt år, og vi boede i København, da jeg skrev det første indlæg. Nu er han 4 år om en uge, og skal snart være storebror. Vi har boet i et lejet rækkehus lidt uden for Århus i knap 3 år, men fra den 1. november bliver der vendt op og ned på det. Vi har nemlig fået en afklaring på vores boligsituation, som jeg glæder mig til at fortælle mere om:-)

Jeg ved der er mange der har læst med fra begyndelsen, eller ihvertfald i lang tid. Men der er jo også kommet nye læsere til, og forhåbentlig har I lyst til at fortsætte med at læse med:-) Så jeg synes egentlig det er meget passende lige at fortælle en lille bitte smule om mig selv, og måske endda få opdateret under fanen "om mig" også;-)

Jeg er efterhånden blevet 33 år gammel, men jeg trives virkelig godt med at blive ældre (ihvertfald i det indre, det ydre - not so much;-)). Jeg er gift med Kim, og sammen har vi snart 2 drenge. Jeg arbejder som tøjdesigner i en stor dansk virksomhed, men er desværre blevet sygemeldt frem til min barsel begynder, så lige nu passer jeg sofaen derhjemme.
Jeg begyndte at blogge fordi jeg synes det var ret ensomt at være på barsel første gang. Jeg savnede et vindue ud til verden, og et sted at få afløb for alle mine interesser. Det fik jeg til fulde opfyldt her på bloggen. Med tiden har den udviklet sig, og det er mit mål at den skal blive ved med det. Der kommer fortsat til at være meget mode, krea, mig, min familie og nok også en del bolig.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at lære Jer lidt bedre at kende, hvem er du som læser med? Er du ung, gammel, har du børn eller ej, hvad interesserer du dig for, ja hvem er du?

tirsdag den 2. september 2014

En fødselsberetning

Jeg har i lang tid haft det her indlæg liggende, jeg har bare ikke udgivet det før nu. Det er fortællingen om dengang vi fik Sylvester, og den kæmpe store omvæltning det var, at gå fra 2 til 3. Men det er allermest en beretning fra en fødsel der på ingen måde gik som jeg havde håbet og regnet med. Jeg har valgt at fortælle min historie fordi jeg aldrig selv havde læst en lignende hverken inden eller efter vi fik ham, og det havde nok været rart at læse om andre havde prøvet noget lignende, ihvertfald efter fødslen.
Jeg har virkelig været i tvivl om jeg skulle dele det, så jeg håber meget at I vil tage godt i mod det.






Allerede da jeg var til 20 ugers scanning, fik jeg beskeden om at jeg skulle forberede mig på et planlagt kejsersnit. Min morderkage lå nede under barnet, og spærrede for udgangen. Noget der heldigvis sker sjældent, men dog helt tilfældigt, så altså ikke noget man selv er herre over. Jeg havde rigtig svært ved at acceptere at jeg ikke skulle føde naturligt, og bad om at få en senere scanning, for at se om moderkagen havde flyttet sig, det havde den ikke. Vi fik en samtale med en læge, der fortalte at sådan en situation kan være yderst livsfarlig for mor og barn, så under ingen omstændigheder kunne jeg gennemføre en naturlig fødsel. Nå, men så fik vi en dato til planlagt kejsersnit, den 13. september på Hvidovre hospital. Vi ventede og så frem til dagen, og vi følte os egentlig ret godt forberedte på situationen, og vidste også godt at visse komplikationer kunne opstå.
Weekenden op til var så fyldt med spænding og forventning, det var så mærkeligt at gå i ro og mag og pakke tasken til sygehuset, og prøve at forberede os mentalt på den største forandring hidtil i vores liv.
Kl. 7.30 (cirka) mandag morgen kom Sylvester til verden, og i samme sekund han  kom ud, kunne de på operationsstuen høre på hans skrig, at hans vejrtrækning ikke var som den skulle være. Han blev derfor med det samme lagt over på et bord og fik massage og ilt. Jeg når ikke at se ham, men Kim er ved siden af ham hele tiden. Under hele operationen, som varede ganske kort tid, har jeg haft en følelse af at være uden for min egen krop. Jeg var helt stum, og hyperventilerede nærmest af nervøsitet. Jeg kan ikke så godt huske de efterfølgende minutter, men på et tidspunkt bliver vi kørt til opvågning, hvor en børnelæge kommer og fortsætter med ilt til Sylvester. Det er forholdsvist normalt med ilt til børn af planlagt KS umiddelbart efter fødsel, men efter noget tid beslutter børnelægen at indlægge Sylvester på neonatal afd.
Lige inden han bliver kørt væk, får jeg for første gang lov til at holde ham i nogle få sekunder. Kim følger med Sylvester, jeg kommer på barselsgangen, og ligger på en stue med 4 fire familier. Jeg er så trist, og kan slet ikke forstå hvad der er sket. Jeg aner ikke hvor længe jeg ligger der, og jeg ved intet om hvad der sker på neo.
På et tidspunkt kommer der en sygeplejerske og får mig kørt ned til Sylvester, men nærmest i det samme jeg kommer derned, får jeg så vanvittige smerter. Bedøvelsen virker helt sikkert ikke mere, og jeg har ikke fået nok smertestillende. Jeg er nødt til at blive kørt tilbage til barselsgangen for at få smertestillende. Først sidst på dagen kan jeg komme ned til Sylvester og holde ham hos mig. Han er fyldt med slanger, sonde og jeg kan næsten ikke se hans lille ansigt.
Vores familie er kørt fra Jylland om morgenen, og har siddet og ventet. Det er nu blevet aften, og de får lov til at komme ind en efter en, og se på ham, ikke røre, i 5 minutter hver.
Herefter går dagene, og de går helt ufatteligt langsomt. Kim og jeg skal være på barselsgangen, og har heldigvis fået en enestue. Vi er hos Sylvester fra tidlig morgen til sen aften, og jeg malker ud hver 3. time, i et dertil indrettet rum, med TV og malkemaskiner. Jeg spekulerer ikke så meget over noget, jeg gør bare. Vi skiftes til at sidde med Sylvester, men fordi han skal have totalt ro, skal vi sidde i mindst 2-3 timer ad gangen med ham. Han må ikke flyttes for meget rundt. Når vi skal have ham op, skal vi have hjælp af en sygeplejerske, hun skal hjælpe med at flytte slangerne. Det er vanvittigt frustrerende at vi ikke selv kan gøre det, for når de har for travlt til at hjælpe os, spilder vi tid hvor vi kunne sidde med ham. Det føles så forkert, og jeg har flere gange lyst til at råbe efter nogen.
Da vi har opbrugt vores 4 dage på barselsgangen bliver vi foreslået at tage hjem om natten, der er ikke rigtig plads til os!! Det kommer som et giga chok for mig. Jeg kan umuligt tage hjem uden mit barn, og jeg kan slet ikke forstå hvordan de kan foreslå det. Jeg får dem overtalt til at vi kan komme på patienthotel, hvor vi dog skal betale for Kim.
De første døgn får Sylvester det dårligere og dårligere. Dagene er fyldt med usikkerhed og frygt, for helt ærligt, så er vi ikke helt klar over hvor slemt det er med Sylvester, og ingen fortæller os det rigtigt. Når der er stuegang, så er det nogle lidt uklare meldinger der kommer.
Han har infektion, muligvis noget med hjertet, og det med vejrtrækningen er heller ikke så godt. Jeg kan huske en aften, at der der er en sygeplejerske der viser mig hvor meget de har skruet op for ilt  og hans cpap (hjælp til at trække vejret normalt), og hun siger, at nu er de ved at være der hvor de ikke kan skrue mere op, så nu skal han til at få det bedre. Men heldigvis på 5. dagen vender det, han får det bedre, åbner øjnene, og vi kan så småt selv begynde at tage ham op.
Vi kan ikke blive på patienthotellet, men efter længere tids overtalelse, får vi lov til at være på en delestue på neo. En stue med 4 familier, med gardiner imellem. Det er uden tvivl de hårdeste døgn. Vi er blevet flyttet rundt så mange gange, og en aften kommer en sygeplejerske ind og beder os om at rykke vores senge helt sammen, der skal lige trækkes et gardin mere for, så der kan være en familie mere. Vores ting ligger under sengen, og vi er omringet af gardiner. Det var virkelig et nulpunkt for mig, jeg brød helt sammen og kunne slet ikke overskue at være der mere, men på en eller anden måde så klarer vi et par dage mere for vi kan mærke at Sylvester får det bedre, og det lykkes mig også at amme lidt, ind imellem at jeg malker ud til hans sonde. Efter en uges tid får han selv hevet sonden ud af næsen, og for mig er det et tegn på at nu skal vi bare hjem! Jeg kan heldigvis selv amme, og han får nok at spise, så dagen efter får vi endelig lov til at tage hjem, mod at vi kommer igen til kontrol dagen efter.
Det er helt ubeskriveligt så dejligt det var at køre hjem med ham, og det var nok først der det rigtig gik op for mig at han virkelig var vores dreng.

Som mange andre kommende mødre, havde jeg mange gange forestillet hvordan det ville være at få mit lille barn op i armene efter fødslen. I stedet for mig, så blev det Kim, der sad med ham, hud mod hud, på neonatal mens jeg lå på opvågning og barselsgang. Der er ingen tvivl om at det har givet dem et helt særligt tæt bånd, som virkelig gør mig lykkelig at se og opleve. Men det har også været en stor sorg for mig, ikke at have den oplevelse selv.

Jeg er meget taknemlig for at man i dag bliver scannet, og at det er muligt at få et planlagt kejsersnit, og jeg er taknemlig for at jeg har et sundt og raskt barn. Jeg har skrevet min oplevelse ned for at fortælle om hvordan en fødsels også kan være, og så fordi jeg synes det er ærgerligt at der ikke er flere ressourcer til at håndtere sådanne situationer på sygehusene. Jeg har længe tænkt på at skrive det her indlæg, og været rigtig meget i tvivl. Der kan være mange hårde kommentarer i vente, og jeg fik simpelthen så ondt i maven, da jeg læste nogle af dem til den artikel  her.

Jeg skal til oktober have mit andet barn, og det er mildest talt en rutsjebanetur, sådan rent følelsesmæssigt, at skulle se frem til endnu en fødsel. Min største skræk er endnu et kejsersnit, men som udgangspunkt skal jeg forhåbentlig føde helt naturligt, og chancerne er heldigvis næsten lige så store som for alle andre, for at det kommer til at gå sådan. Og denne gang er det desuden på Skejby, hvor jeg er blevet lovet af min jordemoder, at få en bedre oplevelse denne her gang:-) Det håber jeg!

p.s. Julia Lahme har skrevet lidt om emnet her også