Som lovet vil jeg komme med vores erfaringer omkring madplan og indkøb leveret til døren. Jeg ved ikke om jeg får det hele med i det her indlæg, jeg har ej heller fået fotodokumenteret vores mad, da jeg konsekvent glemmer det midt i borddækning, mad der skal være færdig, og meget meget sulten lille dreng!! Og de fleste aftener går det bare turbo ved middagsbordet. Sylvester lynspiser, og når han er færdig så vil han ned og videre i teksten:-)
Vi laver madplan for 1 uge ad gangen, vi kører fra torsdag til torsdag, og får leveret mad om fredagen.
Denne uge ser sådan her ud: (de fleste opskrifter er fundet på arla.dk)
Fredag: Svensk Pølseret
Lørdag: Fiskefrikadeller med pommes fritter og grøntsagsstave
Søndag: Koteletter og bacon i fad
Mandag: Pølsehorn og græsk salat
Tirsdag: Porretærte
Onsdag: Boller i Karry (fra kogebogen "smag på Danmark")
Torsdag: Kyllingesandwich i Ciabattabrød
Til nogle af retterne laver jeg pastaskruer med rød pesto til Sylvester. Det svinger ret meget med hvad han gider spise, og da han er ret sulten, er der bare nødt til at være noget jeg ved han kan blive mæt af, ellers skal han bare have noget igen inden han skal sove!!
Jeg printer alle opskrifter ud, og sætter dem i et ringbind, så jeg har det hele samlet, og vi kan genbruge ugerne! Jeg er generelt et menneske der ELSKER orden og system, så det her er virkelig dejligt for mig at have orden på!
Vi køber dagligvarer på www.ousma.dk, det var faktisk de eneste der leverer hertil hvor vi bor.
Vi har fået leveret dagligvarer 2 gange indtil videre, og vi er som udgangspunkt tilfredse med det.
Mine eneste indvendinger i mod det, er at man ikke selv kan udvælge sit frugt og grønt, og enkelte varer er lidt dyrere end hvis man tog et smut i fakta eller Netto.
Jeg synes det går ret hurtigt med at udfylde indkøbslisten, man kan både finde varerne under bestemte kategorier, og man kan søge efter dem i et søgefelt, hvilket er super smart!
Vi har valgt at få leveret dagligvarer af 2 grunde. Den første er impulskøbmanien, som jeg især lider af, jeg er god til at shoppe ALLE steder, også i Fakta:-) det undgår man når man handler på nettet, og vi har faktisk holdt vores budget de sidste 2 uger, hvilket nærmest ikke er sket før....
Og så er der selvfølgelig de praktiske grunde, det er nemt at få det leveret til køkkenbordet!
Med fare for at gøre indlægget dræbende langt, så vil jeg stoppe her, og så skal I være mere end velkomne til at spørge løs;-)