tirsdag den 2. september 2014

En fødselsberetning

Jeg har i lang tid haft det her indlæg liggende, jeg har bare ikke udgivet det før nu. Det er fortællingen om dengang vi fik Sylvester, og den kæmpe store omvæltning det var, at gå fra 2 til 3. Men det er allermest en beretning fra en fødsel der på ingen måde gik som jeg havde håbet og regnet med. Jeg har valgt at fortælle min historie fordi jeg aldrig selv havde læst en lignende hverken inden eller efter vi fik ham, og det havde nok været rart at læse om andre havde prøvet noget lignende, ihvertfald efter fødslen.
Jeg har virkelig været i tvivl om jeg skulle dele det, så jeg håber meget at I vil tage godt i mod det.






Allerede da jeg var til 20 ugers scanning, fik jeg beskeden om at jeg skulle forberede mig på et planlagt kejsersnit. Min morderkage lå nede under barnet, og spærrede for udgangen. Noget der heldigvis sker sjældent, men dog helt tilfældigt, så altså ikke noget man selv er herre over. Jeg havde rigtig svært ved at acceptere at jeg ikke skulle føde naturligt, og bad om at få en senere scanning, for at se om moderkagen havde flyttet sig, det havde den ikke. Vi fik en samtale med en læge, der fortalte at sådan en situation kan være yderst livsfarlig for mor og barn, så under ingen omstændigheder kunne jeg gennemføre en naturlig fødsel. Nå, men så fik vi en dato til planlagt kejsersnit, den 13. september på Hvidovre hospital. Vi ventede og så frem til dagen, og vi følte os egentlig ret godt forberedte på situationen, og vidste også godt at visse komplikationer kunne opstå.
Weekenden op til var så fyldt med spænding og forventning, det var så mærkeligt at gå i ro og mag og pakke tasken til sygehuset, og prøve at forberede os mentalt på den største forandring hidtil i vores liv.
Kl. 7.30 (cirka) mandag morgen kom Sylvester til verden, og i samme sekund han  kom ud, kunne de på operationsstuen høre på hans skrig, at hans vejrtrækning ikke var som den skulle være. Han blev derfor med det samme lagt over på et bord og fik massage og ilt. Jeg når ikke at se ham, men Kim er ved siden af ham hele tiden. Under hele operationen, som varede ganske kort tid, har jeg haft en følelse af at være uden for min egen krop. Jeg var helt stum, og hyperventilerede nærmest af nervøsitet. Jeg kan ikke så godt huske de efterfølgende minutter, men på et tidspunkt bliver vi kørt til opvågning, hvor en børnelæge kommer og fortsætter med ilt til Sylvester. Det er forholdsvist normalt med ilt til børn af planlagt KS umiddelbart efter fødsel, men efter noget tid beslutter børnelægen at indlægge Sylvester på neonatal afd.
Lige inden han bliver kørt væk, får jeg for første gang lov til at holde ham i nogle få sekunder. Kim følger med Sylvester, jeg kommer på barselsgangen, og ligger på en stue med 4 fire familier. Jeg er så trist, og kan slet ikke forstå hvad der er sket. Jeg aner ikke hvor længe jeg ligger der, og jeg ved intet om hvad der sker på neo.
På et tidspunkt kommer der en sygeplejerske og får mig kørt ned til Sylvester, men nærmest i det samme jeg kommer derned, får jeg så vanvittige smerter. Bedøvelsen virker helt sikkert ikke mere, og jeg har ikke fået nok smertestillende. Jeg er nødt til at blive kørt tilbage til barselsgangen for at få smertestillende. Først sidst på dagen kan jeg komme ned til Sylvester og holde ham hos mig. Han er fyldt med slanger, sonde og jeg kan næsten ikke se hans lille ansigt.
Vores familie er kørt fra Jylland om morgenen, og har siddet og ventet. Det er nu blevet aften, og de får lov til at komme ind en efter en, og se på ham, ikke røre, i 5 minutter hver.
Herefter går dagene, og de går helt ufatteligt langsomt. Kim og jeg skal være på barselsgangen, og har heldigvis fået en enestue. Vi er hos Sylvester fra tidlig morgen til sen aften, og jeg malker ud hver 3. time, i et dertil indrettet rum, med TV og malkemaskiner. Jeg spekulerer ikke så meget over noget, jeg gør bare. Vi skiftes til at sidde med Sylvester, men fordi han skal have totalt ro, skal vi sidde i mindst 2-3 timer ad gangen med ham. Han må ikke flyttes for meget rundt. Når vi skal have ham op, skal vi have hjælp af en sygeplejerske, hun skal hjælpe med at flytte slangerne. Det er vanvittigt frustrerende at vi ikke selv kan gøre det, for når de har for travlt til at hjælpe os, spilder vi tid hvor vi kunne sidde med ham. Det føles så forkert, og jeg har flere gange lyst til at råbe efter nogen.
Da vi har opbrugt vores 4 dage på barselsgangen bliver vi foreslået at tage hjem om natten, der er ikke rigtig plads til os!! Det kommer som et giga chok for mig. Jeg kan umuligt tage hjem uden mit barn, og jeg kan slet ikke forstå hvordan de kan foreslå det. Jeg får dem overtalt til at vi kan komme på patienthotel, hvor vi dog skal betale for Kim.
De første døgn får Sylvester det dårligere og dårligere. Dagene er fyldt med usikkerhed og frygt, for helt ærligt, så er vi ikke helt klar over hvor slemt det er med Sylvester, og ingen fortæller os det rigtigt. Når der er stuegang, så er det nogle lidt uklare meldinger der kommer.
Han har infektion, muligvis noget med hjertet, og det med vejrtrækningen er heller ikke så godt. Jeg kan huske en aften, at der der er en sygeplejerske der viser mig hvor meget de har skruet op for ilt  og hans cpap (hjælp til at trække vejret normalt), og hun siger, at nu er de ved at være der hvor de ikke kan skrue mere op, så nu skal han til at få det bedre. Men heldigvis på 5. dagen vender det, han får det bedre, åbner øjnene, og vi kan så småt selv begynde at tage ham op.
Vi kan ikke blive på patienthotellet, men efter længere tids overtalelse, får vi lov til at være på en delestue på neo. En stue med 4 familier, med gardiner imellem. Det er uden tvivl de hårdeste døgn. Vi er blevet flyttet rundt så mange gange, og en aften kommer en sygeplejerske ind og beder os om at rykke vores senge helt sammen, der skal lige trækkes et gardin mere for, så der kan være en familie mere. Vores ting ligger under sengen, og vi er omringet af gardiner. Det var virkelig et nulpunkt for mig, jeg brød helt sammen og kunne slet ikke overskue at være der mere, men på en eller anden måde så klarer vi et par dage mere for vi kan mærke at Sylvester får det bedre, og det lykkes mig også at amme lidt, ind imellem at jeg malker ud til hans sonde. Efter en uges tid får han selv hevet sonden ud af næsen, og for mig er det et tegn på at nu skal vi bare hjem! Jeg kan heldigvis selv amme, og han får nok at spise, så dagen efter får vi endelig lov til at tage hjem, mod at vi kommer igen til kontrol dagen efter.
Det er helt ubeskriveligt så dejligt det var at køre hjem med ham, og det var nok først der det rigtig gik op for mig at han virkelig var vores dreng.

Som mange andre kommende mødre, havde jeg mange gange forestillet hvordan det ville være at få mit lille barn op i armene efter fødslen. I stedet for mig, så blev det Kim, der sad med ham, hud mod hud, på neonatal mens jeg lå på opvågning og barselsgang. Der er ingen tvivl om at det har givet dem et helt særligt tæt bånd, som virkelig gør mig lykkelig at se og opleve. Men det har også været en stor sorg for mig, ikke at have den oplevelse selv.

Jeg er meget taknemlig for at man i dag bliver scannet, og at det er muligt at få et planlagt kejsersnit, og jeg er taknemlig for at jeg har et sundt og raskt barn. Jeg har skrevet min oplevelse ned for at fortælle om hvordan en fødsels også kan være, og så fordi jeg synes det er ærgerligt at der ikke er flere ressourcer til at håndtere sådanne situationer på sygehusene. Jeg har længe tænkt på at skrive det her indlæg, og været rigtig meget i tvivl. Der kan være mange hårde kommentarer i vente, og jeg fik simpelthen så ondt i maven, da jeg læste nogle af dem til den artikel  her.

Jeg skal til oktober have mit andet barn, og det er mildest talt en rutsjebanetur, sådan rent følelsesmæssigt, at skulle se frem til endnu en fødsel. Min største skræk er endnu et kejsersnit, men som udgangspunkt skal jeg forhåbentlig føde helt naturligt, og chancerne er heldigvis næsten lige så store som for alle andre, for at det kommer til at gå sådan. Og denne gang er det desuden på Skejby, hvor jeg er blevet lovet af min jordemoder, at få en bedre oplevelse denne her gang:-) Det håber jeg!

p.s. Julia Lahme har skrevet lidt om emnet her også




31 kommentarer:

  1. Kære Ninna. Tusind tak for dette indlæg. Det er sejt og modigt, at du udgiver det. Jeg var igennem et lignende forløb på Hvidovre i 2009 og er som du gravid igen (termin vist næsten samtidig 28.10). Noget af det allersværeste for mig var at acceptere, at det ikke blev som forventet og som man altid hører; barnet på brystet med det samme, morgenmad og flag etc., og netop derfor er den her type indlæg så super vigtige. Jeg håber og krydser fingre for, at I får en rigtig god oplevelse denne gang! Kærlig hilsen Sofie

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Sofie,
      Ja, det har også taget mig lang tid at acceptere at det ikke blev som forventet. hvor er jeg ked af at høre I også har haft en dårlig oplevelse på Hvidovre:-( Selvom man godt ved hvor presset de er, og at der er så mange fødsler derude hver dag, så burde der virkelig være nogle flere ressourcer.
      Mange tak fordi du tog dig tid til at kommentere, og rigtig rigtig meget held og lykke med nr. 2, du har termin dagen før mig;-)

      Slet
    2. Tak! Heldigvis (på en ret absurd måde) virker det som om de gør sig meget umage for, at det ikke skal gentage sig, men jeg er helt enig, der er alt for få ressourcer og det er lidt som en fabrik. Rigtig god fornøjelse og pøj pøj, jeg glæder mig til at læse med om livet med 2 skønne drenge!

      Slet
  2. Nu har jeg skrevet og slettet et par gange fordi jeg ikke vidste om jeg kunne være bekendt at skrive min egen beretning til dig og især ikke når du snart skal føde.
    Men nu gjorde jeg det altså alligevel.

    Tak for din beretning, den var meget gribende og jeg kan slet ikke forstille mig hvor ufattelig hårde døgn i må have haft efterfølgende og hvor fustrende det har måtte være at blive kastet rundt. Det gør så ondt at læse at i bare kunne tage hjem og sove. Hvordan kan det overhovedet finde sted at man skal "plage" om at få lov at blive hos sit barn!?

    Jeg har slet ikke samme oplevelse som du men jeg ved hvor fustrende det er ikke at kunne være ved sit barn efter fødslen.
    Vores dreng kom til verden som planlagt desværre kunne jeg ikke føde moderkagen (noget man ikke ved på forhånd) men de/jeg prøvede ihærdigt at få den ud ved egen hjælp 1 time, alt imens vores søn lå hos sin far hvor jeg kun fik lov at lægge kort med ham fordi jeg skulle ligge i alle mulige og umulige stillinger.
    Som jeg ser det bliver jeg pludselig kørt til operationsstuen for nu skal den fjernes, det hele er meget forvirrende og de er ikke særlig venlige på OP og der ligger man i en lykkerus og har lige født. Jeg skal vente lang tid på opvågningen fordi min blodprocent er så lav og alt imens har far og søn den tætte hud mod hud kontakt, det er ham der skifter ble på ham og giver ham tøj på og få diverse instruktioner. Jeg får aldrig talt med jordmødrene der hjalp os og i det hele taget syntes jeg der er så mange uløste ender. Jeg kan som du se at far og søn har det helt tætte bånd og selvom jeg hver dag er lykkelig over hvordan de bare er som pot og pande så er jeg også dybt misundelig på de første timer de havde sammen og den kontakt som jeg føler jeg skulle kæmpe lidt mere for at få.
    Vi venter nu en lille ny og selvom risikoen er meget lille for lignende så sidder det stadig dybt i mig.

    Jeg håber ikke jeg med dette har gjort dig nervøs op til jeres lille nye skal komme til verden.
    Jeg har bare selv haft så meget glæde af at høre at fødsler ikke er som de er beskrevet i bøgerne og tit har jeg også tænkt på at det kunne være rart at det også var beskrevet at tingene ikke altid falder ud som man går der i sin barselsrus og det kan være alt lige fra amning til alle de følelser der er forbundet med at få barn.

    Jeg ønsker dig/jer alt mulig held og lykke og håber at du denne gang bliver beriget med den 'naturlige' fødsel og at i må nyde tiden som 4:-)

    Endnu en gang tak for et super indlæg!

    De bedste hilser fra Sandra

    SvarSlet
    Svar
    1. TUSIND tak for din historie Sandra, det kan jeg sagtens læse selvom jeg er nervøs for fødsel. Hvor lyder det også hårdt det I har været igennem. En fødsel er jo bare på mange måder en dybt traumatisk oplevelse. Det er faktisk først her under 2. graviditet at jeg har fået bearbejdet den første fødsel, det var som om det hele kom tilbage.
      Jeg håber også at I får en meget bedre oplevelse med jeres kommende lillesøster/bror, hvornår har du termin?
      Jeg er rigtig glad for at du ville læse med, og bruge tid på at kommentere og skrive din historie, tak for det:-)

      Slet
  3. Kære Ninna

    Tak for din grufulde beretning. Jeg synes, det er vigtigt at dele sådanne oplevelser, og jeg er glad for, at du turde. Jeg kan umiddelbart ikke se, at folk skulle komme med hårde kommentarer - men som blogger kan man selvfølgelig aldrig vide. Anyway; jeg synes også, det er vigtigt at vi får sat fokus på de manglende ressourcer hvad ang. fødsler. Jeg slap nådigt med to velfungerende børn - din oplevelse er vist enhver forælders mareridt.

    Kh
    Anna

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Anna,
      Tusind tak for dine fine ord, og fordi du ville læse med og kommentere. Og nej, jeg tror da egentlig heller ikke folk ville komme med hårde ord, men da jeg læste kommentarerne til den artikel på Politiken jeg henviser til, så synes jeg bare det var så hårdt hvad folk skrev. Men det er selvfølgelig noget andet i et kommentarspor fra en landsdækkende avis.
      Og ja, jeg synes også der burde være flere ressourcer hvad angår fødsler, det er så vigtigt.
      Kh

      Slet
  4. Tak for din historie Ninna, jeg fik virkelig en klump i halsen undervejs, det må have været ufattelig hårdt. Det var godt at i krævede plads på hospitalet, det kan da ikke passe man skal forlade sin lille sårbare baby. Jeg vil dertil sige, vi fik også en lidt hårdt start - dog slet ikke på samme vis som din. Min fødsel gik for så vidt godt, men min søn blev syg kort efter hvor vi så var indlagt på Skejby. Vi fik så god behandling at jeg skrev et takkebrev inden vi forlod stuen - som vi desuden havde alene under hele opholdet. De gav kram, havde tid til at snakke og fortalte hele tiden hvor vi var i forløbet. Ville blot dele vores oplevelse af Skejby. Håber du får en dejlig nem fødsel denne gang. KH Ida

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Ida,
      Tusind tak for din fine kommentar, det varmer. Hvor lyder det hårdt med efterfølgende indlæggelse, det er det værste når ens barn ikke har det godt! Men dejligt at I havde så god en oplevelse med Skejby, jeg har heldigvis også kun hørt om gode erfaringer derfra, så det glæder jeg mig til at opleve selv:-)
      Kh

      Slet
  5. Kære Ninna
    Tårer i øjnene her! Jeg genkender rigtig meget af din historie, fra da min ældste helt uventet blev født 8 uger for tidligt. I dag er hun 11 år, men det tog mig et par år at komme mig over chokket, sorgen (over alt det der blev "forkert") og angsten som du også beskriver. Det der står tilbage nu er en dyb taknemmelighed over at hun lever, men de der første seks uger på neonatal glemmer vi aldrig! Tak fordi du delte <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Lisbet, tusind tak for din kommentar.
      Hold da op en hård start I også har fået, og sikke lang tid på neonatal, det har godt nok ikke været sjovt! Men ja, i sidste ende er man jo taknemlig for at have et sundt og raskt barn, det er bare svært ikke at føle sig snydt for den oplevelse man havde håbet på og forventet.
      Kh Ninna

      Slet
  6. Kæreste Ninna. Tak for at dele! Det var en utrolig grusom men også rørende historie og for os, der følger med på sidelinjen og næsten synes vi kender jeres familie, er det skønt at vide at Sylvester har det godt og er en skøn unge nu!!
    Der er ingen nybagte mødre (fædre og mødre i det hele taget) der skal i gennem det I har været udsat for! Jeg forestiller mig, at alt ting dukker op med fornyet kraft, nu hvor du snart skal føde igen? Jeg har født to af vores unger på Skejby, Den første blev født ved akut kejsersnit, og her var det også Jesper, der fik ham og bar ham over på neonatal, hvor han kom i kuvøse. Jeg mistede meget blod og så ham også først mange timer senere. Nogle ting i din historie om Sylvesters start på livet og jeres start som forældre minder meget om om vores historie, med det store MEN, at på Skejby sørgede de hele tiden for at tale med os om forløbet. Peronalet havde tid (også trods stor overbelægning) eller lod i hvert fald som om. De gjorde alt for at det skulle blive en god start, selvom tingene var som de var. 18 mdr efter befandt jeg mig igen på fødegangen på Skejby med midterbarnet på vej. Den jordemoder jeg havde, kom af eget initiativ ind på, om jeg var bange for at det skulle gå som sidst, og gennemgik hele første fødsel for mig og sagde at intet indikerede, at det ville ende på samme måde. Jeg oplevede så meget indlevelse og empati fra personalet,hvilket gjorde at vi var helt trygge! Jeg håber det samme for dig Ninna! Mange gode tanker Mette

    SvarSlet
  7. Kæreste Mette,
    TUSIND tak for din søde og betænksomme kommentar <3 Hvor er det dejligt at høre, at I trods hårde omstændigheder, havde en god oplevelse af Skejby og personalet. Det må altså også være af et chok at skulle komme sig over akut kejsersnit og blodtab, pyha!!
    Indtil videre har jeg heldigvis også haft gode oplevelser med jordemode, læge osv denne her gang, så jeg er ved godt mod, og GLÆDER mig til at få en lille ny baby, det overskygger heldigvis alle bekymringerne:-)
    Kh Ninna

    SvarSlet
  8. Jeg synes det er rigtig flot du deler! Og hvor er jeg ked af at høre det i måtte igennem ved Sylvesters fødsel, det må have været et mareridt ikke at kunne holde ham og være ved ham og at blive flyttet sådan rundt! Heldigvis er to fødsler aldrig ens, så jeg håber og tror på i får en god oplevelse på skejby.
    Både Alberte og Bertram er født der og begge ved akut kejsersnit. Det var slet ikke hvad jeg havde drømt om, bertram var på vej ud gennem mit gamle ar ud i maven. Det var ret dramatisk men det endte godt, fordi han havde det godt og klarede det hele super. Men jeg kan nikke genkendende til de ting man føler man gik glip af især at få barnet direkte op på maven.
    Jeg håber alt det bedste for jer til den kommende fødsel!

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Marie,
      Det lyder godt nok også som nogle barske fødsler du har været igennem, men det er jo det hele værd når der kommer sunde og raske børn ud af det:-)
      Tusind tak for din kommentar:-)

      Slet
  9. Vi har jo flere gange berørt emnet, men jeg har vist aldrig hørt alle detaljer. Av. Sylvesters tilstand er ingen herre over, men hvor gør det ondt at høre, hvor ufølsomt og upersonligt, I er blevet behandlet efterfølgende. Og det eneste som gør, at man kan holde ud at læse din historie er, at man ved, at Sylvester nu er en stor, energisk dreng som ikke er mærket af den hårde start.
    Mit fødselsforløb var jo anderledes eksemplarisk, og fødegangen var helt okay, men jeg reagerede meget kraftigt på opholdet på barselshotellet - hvilket selvfølgelig er lettest at se her efterfølgende. Jeg føler bestemt heller ikke, at der var tid og rum til indlevelse og reel hjælp, men i stedet sad jeg/vi meget alene med alle vores frustrationer, indespærret på et værelse, hvor man følte sig meget fremmedgjort og bestemt ikke tilpas. Jeg kan ikke begribe, at forholdene skal være så sølle, og det er bestemt ikke fremmende mht at få os til at få flere børn.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, vi overvejede faktisk også at klage efterfølgende, men overskuddet var der bare ikke til det! Det kan jeg godt fortryde lidt i dag! Der var jo heldigvis også masser af personale der gjorde en hel masse og ydede en stor indsats, det er desværre bare ikke kun det der fylder efter sådan en oplevelse.
      Det har været godt for mig at vente nogle år med flere børn, og nu hvor vi skal til Skejby, så håber jeg på det bliver anderledes og godt:-)

      Slet
  10. Jeg kan genkende meget fra din beretning og ja det sidder dybt og på en måde for evigt i en. Det er så vigtigt at få snakket, beskrevet osv. så det kan glide i baggrunden.

    Vi var på ingen måde forberedt. Han ville bare ud og valgte så at gøre det mens vi var i sommerhus med nogle venner. Heldigvis trods alt for det (så kunne de være der for store bror på 2). Totalt chok at føde, se ham klappe sammen i mine arme, høre alarmen og se de 10 mennesker i rummet med store øjne. Alt den effektivitet... lige der hvor der bare skulle have været ro.
    Hans far løb med sygeplejersker, læger og kuvøsen ned ad gang og så lå jeg der, uden et barn, som jeg først så flere timer efter.
    Og så tiden efter.

    Ikke bare at kunne tage ham op. De mange mange timer tilkoblet malkemaskinen og bevidsthedsbedøvende tv. Usikkerheden, angsten for at noget var galt selvom de sagde at han 'bare' var umoden og i chok efter den alt for hurtige fødsel.

    Og det værste. At bliver overflyttet til Hvidovre for at være tættere på vores hjem og vores store dreng der jo helst skulle have hvad der lignede en almindelig hverdag. Vi vidste jo ikke hvornår vi kom hjem. Og at sove på barselsgangen, at ligge næsten side om side med lykkelige familier på helt alm barsel. Glade og med deres barn ved siden af sig hele tiden. De skæve blikke på mig om morgen i mit almindelige tøj, når jeg skulle spise min morgenmad inde jeg gik ned til neo igen.

    Vores dejlige dreng har for nogle år siden forklaret os hvorfor han blev født netop den dag. Han måtte bare ud... han deler nemlig af den grund fødselsdag med selveste Messi. Pokkers knægt!

    SvarSlet
  11. Tak fordi du deler - det er berigende at få indblik i din personlige beretning fra Sylvesters første tid her i verden.
    Jeg har en dreng på nogenlunde samme alder... og tænker tilbage på et rigtig svært forløb fra fødslen og frem - slet ikke identisk med jeres, men svært på andre måder. Jeg blev hundehamrende syg, rystede af feber og var modermæssigt amputeret i den første uge af min søns liv, så jeg kender også til fænomenet 'en skæv start'. Øv...
    Gid at I må få en bedre - og gerne GOD - oplevelse i oktober, når jeres søn stikker hovedet frem...
    Glæder mig meget til at høre navnet:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Pyha, ja det lyder godt nok også hårdt, det I har været igennem:-( Og selv tak, jeg synes selv det er så berigende når andre deler, så derfor føles det rigtigt at komme med en historie fra mit eget liv.
      Jeg glæder mig også til at finde ud af hvad han skal hedde, der er ikke længe til vi er nødt til at tage en beslutning;-)

      Slet
  12. Hold op et stærkt indlæg, jeg sidder her med tåre i øjnene. Tak fordi du deler! Jeg kan sagtens forstå dine følelser og frustrationer hold op det lyder hårdt. Vi prøvede noget lignende med Isabella i forhold til infektion og vejrtrækningsbesvær lige efter fødsels, men jeg nåede hud mod hud kontakten og fødte normalt. Det værste var at ens lille barn blev revet ud af ens arme og ikke kunne være på neu. Med hende - men for os var det heldigvis kun nogle timer. Jeg synes godt nok at hospitalet har behandlet jer dårligt oveni den forfærdelige oplevelse. Jeg håber så meget at du får den dejligste fødsel nu, hvor det værste er vesmerterne ;) stort kram til dig

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for din meget søde kommentar Kristina:-) Jeg LGÆDER mig til vesmerter, jeg ved godt det lyder skørt, men når man slet ikke har prøvet det, så er det virkelig en oplevelse jeg ser frem til (også med lidt frygt).
      Stort kram til dig også:-)

      Slet
    2. GLÆDER skulle der selvf stå;-)

      Slet
    3. Det kan jeg forstå, en fødsel er en helt særlig oplevelse :)

      Slet
  13. Tak fordi du delte din fødselsberetning med os - jeg blev helt rørt fordi jeg også havde et meget hårdt forløb efter min fødsel. Slet ikke så slemt som jeres, for min dreng var heldigvis sund og rask, men jeg mistede så meget blod (godt 1,5 liter), at jeg ikke selv kunne komme ud af sengen eller løfte min søn op af vuggen i flere dage. Min mand stod for alting i meget lang tid og som dig føler jeg mig snydt.
    Fuck hvor jeg føler mig snydt! Hvad skete der med de hyggelige barselsdage efter fødslen, hvor man skulle lære hinanden at kende og vænne sig til at være en familie? Hvad skete der med den lykkerus man skulle nyde godt af i flere uger efter fødslen? Jeg var så træt, at jeg ikke kunne overskue mit barn - og græd flere gange dagligt i 3 uger.
    Det er SÅ hårdt, når noget så stort og livsforandrende ikke bliver i nærheden af, hvad man forventer! Tak fordi du delte og lad os håbe og regne med, at vores næste fødsler kommer til at forløbe helt anderledes :)
    Kærligst en anden Nina Skov ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Nina,
      Tusind tak for din kommentar! Sikke et hårdt forløb I har haft, man er så sårbar i sådan en situation, og der er så meget på spil, alle de drømme og forventninger man har til det at blive forældre. Det er først her under min anden graviditet at jeg rigtig har forstået hvor snydt jeg har følt mig, ligesom dig. Det positive er dog, at jeg føler mig rustet til alt, jeg kan næsten kun få en bedre oplevelse;-)
      Er du også gravid igen? I så fald tillykke:-)
      Kh Ninna

      Slet
  14. Pyyh, hvor lyder det til at have været en hård start på forældrelivet og jeg synes virkelig slet ikke det er i orden at den slags oplevelser finder sted i et såkaldt velfærdssamfund.
    Æv!
    Jeg håber I får den allerdejligste oplevelse med den lille ny <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Ann-Christine, tusind tak for din søde kommentar:-) Og ja, vi håber også på en meget bedre start for vores lillebror:-)

      Kh

      Slet
  15. Åh puha, sikke en omgang! Bliver simpelthen så berørt af at læse din beretning.
    Jeg kan genkende mange af dine følelser, selvom jeg har haft 2 helt anderledes, og slet ikke så dramatiske, fødselsforløb. Jeg aldrig har haft angsten for at miste inde på livet på samme måde, men mine fødsler har været med komplikationer, et akut kejsersnit og en 1 måned for tidligt fødsel, og begge har krævet meget bearbejdelse efterfølgende. Mig hjalp det meget at tænke på forløbene som en god ven der er død. Ja det lyder måske morbidt, men det er faktisk sådan det er. Tanken og forestillingen om den gode fødsel, den store lykke og det sunde og raske barn har jo fulgt en i lang tid, og selvfølgelig er man nødt til at visualisere det sådan. Men når det så ikke går på den måde, kan det være en kæmpe sorg. Jeg skulle ligesom give mig selv lov til at sørge over den fødsel/barsel/begyndelse med mit lille barn som jeg "mistede", som om det var en god ven der var væk. Jeg mødte ikke den store forståelse for den sorg, synes jeg, det "endte jo godt" i begge tilfælde, som folk sagde. Og det er helt rigtigt, det gjorde det, og det er jeg uendeligt lykkelig for. Men det fjernede bare ikke følelsen af sorg og sårbarhed.

    Nå, lang historie;-) Jeg håber virkelig du får en rigtig god, og helt anden, fødselsoplevelse denne gang. Jeg synes Skejby er et rigtig fint sted at føde, og vi har begge gange følt os trygge og taget seriøst.

    Kærligst, Cecilie

    SvarSlet
    Svar
    1. TUSIND tak for din lange historie Cecilie! Du har virkelig sat ord hvordan det, for det er præcis som et "dødsfald", man har mistet noget, og det tab tager lang tid at acceptere og komme sig over. Det er først her under min anden graviditet at jeg givet mig selv lov til rigtig at sørge over det, jeg har haft mange tudeture over det, også hos jordemoderen, men det har virkelig hjulpet. Og det har hjulpet at skrive det her indlæg, og læse de mange fantastiske kommentarer, og rørende beretninger. Og ja, man er jo selv den er allermest taknemmelig for at man i sidste ende har et sundt og raskt barn, men det ændrer ikke på det man har mistet.
      Jeg glæder mig til at skulle på Skejby, dejligt at høre I trods alt har haft gode oplevelser der.
      Endnu engang tusind tak fordi du tog dig tid til at skrive.
      Kh Ninna

      Slet