fredag den 2. januar 2015

At blive mor til 2

Jeg har været inde på emnet tidligere, både her på bloggen og på Instagram. Altså hvordan det har været at gå fra 3 til 4. Det har virkelig taget på fusen på mig, og det har været langt fra hvordan jeg troede det ville blive. Med i beregningen hører jo også at vi flyttede til en ny by midt i det hele, og Sylvester skiftede børnehave. Og det sidste, altså børnehaveskiftet, var faktisk min største bekymring. Jeg har brugt rigtig mange timer på at spekulere på hvordan det ville blive for Sylvester at flytte, skifte børnehave og blive storebror på stort set samme tid. Jeg har nærmest ligget søvnløs over det flere gange, og spekuleret på hvordan vi kunne gøre det så godt som muligt for ham. Midt i al min bekymring om Sylvester, så glemte jeg faktisk noget ret vigtigt, Jeg glemte fuldstændig mig selv, hvordan det ville blive for mig at få et barn til, flytte til en ny by, og starte helt forfra, og være på barsel igen. Det har været lidt af en mundfuld må jeg sige.



Jeg havde en rigtig god fødsel, og er så glad for den behandling vi fik på Skejby, sikke et dejligt sted at sætte et barn i verden. De første par dage hjemme efter fødslen var jeg helt ved siden af mig selv. Sylvesters ankomst til verden var lidt usædvanlig (læs her ), så jeg har ikke prøvet at stå med det virvar af følelser lige efter en fødsel derhjemme, hvor jeg selv skulle få amning i gang, og være oppe hele natten med en meget vågen baby osv osv. Det kostede en del tudeture, ikke mindst fordi jeg følte mig SÅ utilstrækkelig i forhold til min store dreng. Kim var på barsel i 4 uger, og stod for hele indkøring i den nye børnehave, noget som jeg virkelig også gerne ville have været en del af. Men med en helt nyfødt kunne det altså ikke lade sig gøre, og selvom jeg godt rationelt kan se at det ikke kunne være anderledes, så føler jeg alligevel at jeg har svigtet, både Sylvester og mine egne forventninger til mig selv.
Nu er der gået noget tid, og vi er ved at finde os til rette i hverdagen, omend vi dog stadig holder juleferie. Og jeg må sige at jeg mildest talt er lettet over at jul og nytår er oversatået. Hele december følte jeg en tung dyne af utilstrækkelighed over mig. Jeg kom aldrig rigtig i julestemning, overskuddet var der ikke, jeg havde travlt med bare at finde overskud til at være mor til to. Og det til trods for at vi har en virkelig nem baby. Men det har været så hårdt at se min store dreng på usikker grund i en stor ny børnehave, uden bedste venner, og en  hel masse opmærksomhed til den nye lillebror, som han også lige skal forholde sig til. Jeg var syg rigtig mange dage i december, jeg fik (endnu) en, åbenbart ukendt, infektion i kroppen, men det kostede altså rigtig mange dage med meget høj feber, men heldigvis har der også været mange lyspunkter siden Louis kom til verden, faktisk rigtig mange. Jeg bliver så rørt når Sylvester vil holde ham eller give ham et kys, og når lille Louis ligger og smiler og smiler så han er ved at flække på langs, så smelter mit hjerte. Jeg er ved at finde balancen, og kan efterhånden godt rumme når jeg er nødt til at sige "ikke lige nu Sylvester, jeg sidder lige med Louis", og han accepterer det og forstår det.
På trods af alt det der er svært, så synes jeg faktisk det er helt igennem fantastisk at blive en familie på 4. Jeg har en helt anden ro i mig i forhold til Louis. Jeg er meget bedre til at være i nu'et og ikke hele tiden tænke på hvornår han kan noget nyt, eller en ny fase begynder. Jeg har heller ikke det samme behov for at finde et svar på alt, som jeg havde med Sylvester, og det giver en helt anden lethed i forhold til at være sammen med ham. Som min sundhedsplejerske sagde, så burde man få barn nr. 2 som det første barn;-)
Gad vide om I har læst med så længe? Jeg kom til at udgive indlægget før det var færdigt, men nu tror jeg vist jeg har fået det hele med:-) Jeg håber I er kommet rigtig godt ind i 2015, og jeg bliver jo som altid glad hvis I har lyst til at komme med en kommentar. Jeg tænker at jeg ikke er den eneste der har stået i denne her situation?? Måske ikke med flytning og baby på samme tid, men så ihvertfald baby;-)

10 kommentarer:

  1. Åh ja, de der første kaotiske dage misunder jeg dig på ingen måde. Har ellers lovet mig selv, at jeg skal mestre dem bedre næste gang, men det er måske skrækkeligt naivt ;)
    Jeg er ked af at høre, at du har haft det rigtig hårdt. Det du skriver får mig til at tænke "Nå ja!". Selvfølgelig er det også en kæmpe omvæltning for dig, men helt ærligt, det havde jeg ikke skænket en tanke, for man er jo helt naturligt optaget af en masse andre ting, ikke mindst børnenes ve og vel. Jeg håber, der er ved at komme stabil grund under fødderne, og tænker at det måske også er ved at være tid til at komme i mødregruppe? Måske det kunne give lidt tiltrængt mor-netværk i en helt ny by. Det håber jeg for dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for din kommentar Ida <3 Og ja, jeg var også vildt naiv og tænkte slet ikke over at det ville blive en omvæltning for mig, sådan som det er blevet!
      Jeg skal i mødregruppe her i starten af året, jeg glæder mig heeeelt vildt til noget voksen kontakt, og noget at "gå til", nu hvor jeg ikke kan gå på arbejde;-)
      Jeg håber I kom rigtig godt ind i det nye år, trods sygdom og pasning af Penny! Heldigvis ved hun ikke endnu hvad nytår er, men det gør det selvfølgelig ikke mindre hårdt for forældrene at gå glip af det første nytår!

      Slet
  2. Åh du kan tro jeg genkender det !
    Jeg og min store pige flyttede sammen med min kæreste da jeg var helt nygravid, og VIRKELIG hormonel. I en helt ny by, en helt ny skole, nye kommende skolekammarater, osv osv. Jeg kendte seriøst ikke andre end min kæreste, og kunne knap finde rundt i Kolt / Hasselager uden kort....
    Jeg synes det var SÅ hårdt og svært, og jeg var virkelig dybt ensom. Jeg var også glad og lykkelig og tilfreds med vores beslutning om at flytte hertil, men for katten hvor fyldte det andet bare rigtig meget også. Da jeg fødte havde jeg ligesom dig rigtig svært ved at balancere min nye rolle som 2-barns mor. Jeg synes det var svært at være til stede for to børn, og så var der jo hormonerne og den første lidt følelsesmæssigt kaotiske tid. Trætheden og tudeturene. Uh hvor jeg genkender det du skriver !

    Jeg kom i en velfungerende mødregruppe, og senere på barslen fik jeg banken en lille bitte løbeklub (bestående af tre personer, den var lille ja) sammen. Jeg kendte efterhånden rigtig mange af forældrene til min store piges klassekammarater, og bare følelsen af at kunne hilse på nogle i Brugsen var jo fantastisk.

    Nu er jeg faldet til. Men det har taget to år for mig. Jeg er gravid igen, og jeg glæder mig denne gang til at i hvert fald omgivelserne og min egen morrolle er faldet så meget til ro at jeg ikke er bange for at sidde med spædbarn og søskende igen. Jeg har hørt det er nemmere at gå fra to børn til tre, end fra et til to, og det tror jeg på.

    Det er dejligt du skriver det du gør - det er eddermanme ikke altid rosenrødt at blive mor igen.

    KH Maria.
    (www.meremaria.dk)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Maria,
      Tusind tusind tak for din kommentar. Det er sådan een der gør det SÅ fedt at have en blog, at få indput fra ligesindede og, så du skal have tak for at du gad bruge tiden på det:-)
      Og ja, det lyder som om vi har haft mere eller mindre den samme oplevelse, og hvor er det pudsigt at du bor i Hasselager, det er jo der vi er flyttet fra! Så mon ikke vi må have stået i den samme kø i Brugsen på et tidspunkt;-) Hvor flyttede I fra?
      Jeg skal også begynde i mødregruppe, og glæder mig bare så meget:-) Der er heldigvis også masser af mulighed for løbeklub her i Gl. Rye, så det vil jeg se om jeg skal prøve på et tidspunkt (jeg er bare i så sygt dårlig form at det er pinligt!!!)
      Stort tillykke med den kommende lillebror/søster, det er vel nok skønt for Jer:-) Jeg tror dog vi stopper her med to drenge, selvom tanken om 3 godt kan friste:-)
      Kh.

      Slet
    2. Og så får jeg først selv svaret tilbage nu - du ved hvor tiden løber nogen gange ;)

      Jeg har faktisk stået bag dig i Brugsen en gang, men var så træt og klatøjet at jeg ikke kunne få mig selv til at prikke dig på skulderen og sige jeg genkendte dig. Skrev det dog til dig her på bloggen efterfølgende mener jeg.
      Jeg har boet i Horsens, så det er ikke så langt vi er flyttet. Men langt nok til at man ikke lige render på venner og bekendte uden det er planlagt. Nu er jeg som skrevet tidligere 'hjemme' her, og rigtig glad for at bo her.

      Tak for tillykker - det bliver en dreng vi skal have :)

      KH M.

      Slet
    3. Og så får jeg først selv svaret tilbage nu - du ved hvor tiden løber nogen gange ;)

      Jeg har faktisk stået bag dig i Brugsen en gang, men var så træt og klatøjet at jeg ikke kunne få mig selv til at prikke dig på skulderen og sige jeg genkendte dig. Skrev det dog til dig her på bloggen efterfølgende mener jeg.
      Jeg har boet i Horsens, så det er ikke så langt vi er flyttet. Men langt nok til at man ikke lige render på venner og bekendte uden det er planlagt. Nu er jeg som skrevet tidligere 'hjemme' her, og rigtig glad for at bo her.

      Tak for tillykker - det bliver en dreng vi skal have :)

      KH M.

      Slet
  3. Det er så rart at læse sådanne indlæg fra andre. Min mand mener jeg overtænker alt, hvilket han nok lidt har ret i. Så at gå fra 3 til 4 var en stor omvæltning, men også en øjenåbner (for mig) på mange fronter. For intet blev som forventet, men alligevel blev det bare meget bedre. Jeg var blevet bedre, bedre til at bevare roen og stå mål med de mange udfordringer det er at få et lille nyt menneske til at passe ind i familiens rammer. Hvor ville jeg ønske, at jeg havde haft lidt af den samme ro første gang.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Ida,
      Mange tak for din kommentar:-)
      Jeg har det fuldstændig ligesom dig, jeg ville også ønske at jeg havde haft mere ro på første gang. Jeg er et menneske der bedst kan lide forudsigelighed og planlægning, så det var sindsygt svært for mig da Sylvester var baby og der ingen rutiner var. Det kom helt bag på mig hvor frustrerende det var. Med Louis er jeg meget bedre til at tackle det, og følge hans rytme og behov fuldstændig, det er sådan en befrielse:-)

      Slet
  4. Godt indlæg.
    Jeg venter en lillebror til vores storebror på 4 år ...er halvvejs....og har ikke den mindste fornemmelse af hvordan det kommer til at blive.
    Men helt sikkert anderledes...
    Vi flyttede i ny bolig da vores førstefødte var kun 3 uger ung + jeg var hundesyg (osse af en eller anden infektion eller noget halløj), så jeg genkender elementer af dét, du beskriver.
    Jeg håber, at Sylvester bliver glad for børnehaven!

    SvarSlet